Lørdag den 21. november fra kl 9.00 til kl 13.00 afholder Haderslev Arkiv- og Museumsforening en temadag på Månen, Bispegade 3, 6100 med ovennævnte overskrift. Dagen byder på tre foredrag (se nedenfor) med fuld forplejning; rundstykke med kaffe i første pause, og sandwich med øl/vand i næste pause. Prisen er 195,00 for medlemmer af Haderslev Arkiv- og Museumsforening, og andre måbetale 245,00 kr. Billetter købes her:https://place2book.com/da/sw2/sales/al60setz2m

1. foredrag kl 9 – 10:

”Det lutherske indhold i Haderslevartiklerne”

ved Søren Wogensen, cand. theol., sognepræst, Tinglev.

Han skriver om sit foredrag: ”I 2026 fejrer vi 500-året for den såkaldte Haderslevreformation, der er den lille, lokale historie i den store og overordnede europæiske reformationshistorie. Med til Haderslevreformationen hører Haderslevartiklerne fra 1528, som udtrykker den kristendomsforståelse, der skulle være gældende i de områder, der lå under Hertug Christian, som senere blev konge af Danmark under navnet Christian 3. Haderslevartiklerne knytter meget snævert an til, hvad der på den tid lærtes i Wittenberg, hvor reformationens vugge stod, og foredraget vil vise, hvordan dette kommer til udtryk.”

2. foredrag kl 10.30 – 11.30: ”Kirkerummets forvandling”

ved Morten Larsen, ph.d., enhedsleder, Museum Sønderjylland, tidl. Kirkekonsulent. Han skriver om sit foredrag:  ”Reformationen fik stor indvirkning på kirkerummets brug og indretning. Den lutherske kirkes syn på kirkens praktiske liturgi, billedprogram og religiøse genstande var meget anderledes end i katolsk middelalder, og sognebørnene har over ganske få år i 1500-tallet oplevet en enorm forandring i kirkerummet. I foredraget skal vi med udgangspunkt i sønderjyske eksempler se på, hvilke fysiske ændringer kirkerne gennemgik og søge at forstå, hvordan kirkerummet fra Reformation til nutid har forandret sig.”

3. foredrag kl 12.00 – 13.00:

”Luthers forståelse af sakramenterne nadver og dåb”

ved Niels Bjørn Christensen-Dalsgaard, cand. theol., sognepræst, Vojens, Jegerup og Maugstrup

Han skriver om sit foredrag:  ”I folkekirken har vi ikke længere syv sakramenter ligesom i den katolske kirke, men derimod to, nemlig dåben og nadveren. Spørger man om årsagen til, at det ser sådan ud, kommer man naturligvis ikke uden om Luther. I mit foredrag vil jeg derfor stille skarpt på, hvorfor Luther mente, at der kun kunne være tale om to sakramenter, og derudover vil jeg fortælle om, hvordan Luther opfattede både dåben og nadveren med udgangspunkt i to af hans bøger, nemlig ”En sermon om dåben” og ”En sermon om Kristi legeme og broderskaberne”.